Efterskrift til Erling Kullberg : ”I det fri”

”Det er nødvendigt at sejle, ikke at leve”. Sådan betyder det latinske citat, Kaj Munk bruger som titel på sin digtsamling fra nytår 1941: Navigare necesse (est, videre non est necesse).

De paradoksale ord virker som en udfordring, og citatet sigter da også til ekstreme forhold.

Det gjaldt liv eller død for et helt rige, da den romerske feltherre Pompejus fra en fjern havn forsøgte at bringe korn frem til det udhungrede Rom. Mandskabet på forsyningsskibene mente, det var livsfarligt at stå til søs på grund af storm. I den situation faldt Pompejus replik, og meningen var, at livet ikke er værd at leve for den, som ikke gør sit yderste for at redde sit land.

Alle danskere kender tankegangen fra Chr. Richardts begravelsessalme, ”Altid frejdig, naar du gaar”. Den er skrevet i 1867, men fik en særlig betydning under Danmarks besættelse 1940-45.

Frihedskæmperne sang salmen, når de var blevet fanget af tyskerne og stod foran at skulle henrettes. Således blev deres sidste ord: ”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder. Da er livet ej saa svært, døden ikke heller”. 

Det er netop det budskab, digterpræsten Kaj Munk prædikede og skrev om i krigens første år. Han blev vred, når han så, hvor mange af hans landsmænd, der for egen sikkerheds skyld fandt sig i besættelsen. Og han gav modigt sin vrede luft. Som dramatiker skrev han om ”Niels Ebbesen”. Det var den jyske frihedshelt, som i 1340 huggede hovedet af en tysk greve, der holdt Jylland besat. ”Frie må vi være for at leve”, siger Niels Ebbesen efter attentatet. Skuespillet blev trods politiforbud trykt og solgt allerede i 1942, og forfatteren læste flittigt højt af stykket i folkelige forsamlinger. Munks digte fra tiden er lige så udfordrende og kompromisløse. En af titlerne, ”Ikke Forlig”, kunne gælde dem alle, også de ”Tolv digte om Danmark 1940”, som er undertitlen på ”Navigare necesse”.

Digtsamlingen giver skarpe og varierede øjebliksbilleder af danske landskaber, ét for hver måned. Munk er inkarneret friluftsmenneske, og med ham som vejviser kommer vi helt tæt på dyr og planter og vejr og vind. Men naturoplevelsen farves, som vi alle kender det, af hvem der ser – og hvornår! Gennem Kaj Munks briller og netop i 1940 opleves Danmark på en særlig måde. Frem af naturbillederne fra besættelsesåret pipler Munks holdning til besættelsen. Den kunne ingen af datidens læsere tage fejl af.

Som danskere har vi alle prøvet at vågne op efter en snestorm i JANUAR og ”se et land, vi ej kender”. Men i krigens første år, hvor vintrene for øvrigt var særligt kolde, fik ordene en bibetydning: Det var fjenden, der var stormen, og som havde gjort landet fremmed for os.

I FEBRUAR citerer Munk en ældre digterpræst. Ordene ”Dagen længes. Vintren strenges” huskes fra St. Blichers ”Trækfuglene”. Men naturens tegn på, at det nok alligevel bliver forår igen, skal denne vinter også forstås som troen på politisk befrielse til sidst.

I MARTS bliver træk- og standfugle brugt til at dele danskerne i de feje, der ”stak af, da det knev”, og de trofaste, der som spurven ”bli’r på sin plads”.

APRIL handler også om en almen dansk erfaring: Solen kan få så meget magt, at man leger sommer i utide. Men i det besatte Danmark er april den måned, da fjenden kom. Den lumske aprilsol ligner tyskernes søde ord om, at de var kommet for at beskytte os. Kun egetræet, symbolet på dansk modstandskraft, gennemskuer bedraget. Egen lader sig ikke narre til at sætte knopper!

 Alle kender fra deres eget liv, at naturens fest i MAJ ikke hvert år er i fase med ens egen aktuelle stemning. I et krigsår bliver denne erfaring generel. ”Jeg vidste ikke, at Blomstersmil og Fuglelatter kan gøre så ondt”, skriver Munk.

I JUNI får samme modsætning form af en samtale mellem to venner. Den ene er nedtrykt på grund af krigssituationen, den anden i smittende sommerhumør, og det er ham, der får det sidste ord. Den prægtige natur kan nemlig minde det besatte Danmark om, hvilke skønhedsværdier kampen gælder!

Digtet om JULI bruger djærve billeder, der kan minde om Højskolesangbogens beredskabslyrik. Den danske mand og den tapre landsoldat, altså folket, bør forsvare sin pige, dvs. Danmark, mod fremmede mænd.

AUGUST er det månedsdigt, Munk selv foretrak. Det handler om lyngen, der selv får ordet i en række enkle strofer, ligesom havren hos Jeppe Aakjær. Lyngen véd godt, at den – ligesom lille Danmark - ikke regnes for noget særligt, men ”Tit hvor de store falder, står de små”. Skulle den blive udslettet, som meget tyder på, trøster lyngen sig med den tanke, at ”måske jeg sejred størst, da jeg forgik”. Den uanselige urt foregriber således frihedskæmpernes tanker.

SEPTEMBER har bragt nedbør og storm, men det barske vejrlig kan bruges som inspiration for de kæmpende: ”Det gi’r kræfter dette her!” Altså modstandskraft.

Endnu en mindelse om Blicher giver OKTOBER, hvor Kaj Munk og hans hund lige veloplagt dyrker jagten som livsstil.

En linje fra digtet om NOVEMBER er blevet bevinget: ”Hvor hurtigt svandt den lyse sommer”. Men netop som Danmark ser allermest dødt og tåget ud, sker der noget, som ligner et godt varsel: ”Fem svaner lysner frem og løfter/ en svanesang”.

Den sidste måned i Kaj Munks cyklus får digteren til at spørge, hvornår på året Danmark så er skønnest. I de lyse nætter, svarer digteren. Men hans datter stemmer for DECEMBER. Hun smitter faren med sin barnlige juleglæde og sikrer den digtende frihedskæmper en smule julefred..

To jule senere var Munks provokationer blevet tyskerne for meget. Nogle uger efter en oprørsk adventsprædiken i 1943, blev han likvideret i en landevejsgrøft nær ved sin præstegård i Vedersø.

Det brutale mord vakte stor forbitrelse og var med til at give den aktive modstandskamp folkelig opbakning. Kaj Munks martyrlignende død bekræftede på en måde lyngens forhåbning: Måske han sejred størst, da han forgik.  

 Poul Paludan